At miste et ufødt barn er et tab både for forældre men også for små søskende. Bogen Astas himmel henvender sig til de efterladte små storesøskende der står tilbage med et tab og har brug for noget at spejle det i. Men bogen kan også med stort udbytte læses af andre børn, der her igennem får indsigt og forståelse for kammerater og familiemedlemmer der er kede af det, fordi de har mistet en ufødt lillesøster eller bror.
I bogen møder vi drengen Elias der sammen med sin fantasiven skaber sig en forståelse og en trøst i forhold til tabet af den ufødte lillesøster Asta, der nu bor i himlen. Far og Anette har mistet lillesøster før hun blev født og derfor fejre de hendes fødselsdag hvert år ved at sende en ballon op i himlen til Asta.
Astas himmel giver ét billede på hvordan man kan præsentere døden for børn og evt. søskende. Fint og smukt skabes en rørende fortælling om hvordan den lille Asta nu er sammen med andre børn i himlen, hvor alting varer evigt. Billedbogen rammer fint målgruppen og formidler et vanskeligt emne på en let og ubesværet måde med respekt og omsorg. En meget læseværdig, vedkommende og god oplevelse for alle.