Det røde træ

Takket være det lille kvalitetsforlagt ABC kan vi nu glæde os over udgivelsen af ”Det røde træ” af australske Shaun Tan. Billedbogen blev udgivet tilbage i 2001 i sit hjemland. Men som man siger: ”Alt godt kommer til den, der venter”. Samme lærdom går igen i den ordknappe billedbog, der henvender sig til såvel børn som voksne.

Med sit helt særlige visuelle udtryk er ”Det røde træ” en pragtfuld oplevelse. Fortællingen er rørende, varm og menneskeklog som kun de færreste.

I det ”Det røde træ” følger vi en navneløs pige. Hun vågner op en morgen, og ser hvordan en byge af sorte blade daler ned fra hendes loft. De indvarsler, at noget mørkt og dårligt er på vej. Og dagen bringer da også kun modgang og meningsløshed. Verden føles tung, trist og svær at navigere i.
Vores hovedperson mærker tomheden, mismodet og håbløsheden. Følelserne kommer væltende ind over hende. Alting synes umuligt.
Men netop som hun er ved at give op, og finder vej hjem igen, ser hun, at et lille fint rødt frø spirer. Et smukt rødt træ fylder hendes værelse med det varmeste lys og bibringer en ro og fortrøstningsfuldhed over pigens karakter. Der er håb!

Shaun Tan har endnu engang begået et mesterværk udi en smuk, forstandig og berigende billedbog, der taler til både børn og voksne. Temaet er vigtigt og vedkommende: at opleve mismod, længsel og frustration over tilværelsen, men trods alt at finde håb.

Som vanligt inviterer Shaun Tan os ind i et forunderligt og mangefacetteret billedunivers. Her er det de sorte blade, der symboliserer det håbløse og triste. Håbet er til stede i form af et lille bitte rødt blad, der gemmer sig på hver side. Til sidst er håbet blevet til et helt træ!

Livets udfordringer er på exceptionel flot vis foreviget i illustrationerne. Det er her, det interessante gemmer sig! Med sine helt unikke totalbilleder er ”Det røde træ” en art billedpoesi. Shaun Tans grafiske arbejde er uhyre varieret og kalder på de store følelser. Læseren møder et sandt sansebombardement og en illustrator, der evner at overraske fra ende til anden. Hvor er det berigende og berusende!

At Shaun Tan i denne billedbog har valgt at arbejde med vores følelsesliv, og gør det så ærligt, fortjener største respekt. Bogen er en klar anerkendelse af de kampe og den smerte, vi hver især møder, når livet føles tungt og uforståeligt. Men mest af alt er det en påmindelse om, at der altid spirer et håb. At bedrøvelsen er forbigående.

Køb Det røde træ online

Skriv et svar