Dyrerigets verden er et populært emne i alskens pap- og billedbøger for familiens yngste.
I Lisbet Stevens nye sang- og billedbog for de små skal vi en tur i Zoo.
I zolololologisk have er ikke alene navnet på bogen, men også på den sang bogen omhandler.
Bogen præsenteres som en sangleg, men beklageligvis indeholder bogen ingen introduktion til den voksne og hvad værre er, medfølger musikken ikke cd. På bogens bagside kan man finde noderne til sangen, og med den kan man gå i gang. Alternativt skal man anskaffe sig yderligere en sangbog af Lisbet Stevens.
Musikken findes ikke på internettet.
Det er brandærgerligt at forlaget ikke har valgt at vedhæfte en cd med sangen I zolololologisk have, så bogens potentiale blev fuldt udnyttet. Alternativt kunne man lægge en lydfil ud på forlagets hjemmeside.
Der er nemlig tale om en flot pap- og billedbog, der på fineste vis vækker barnets nysgerrighed undervejs og lokker barnet til at gætte hvilket dyr, der er i zoo. Man fornemmer klart nogle fine pædagogiske overvejelser. I zolololologisk have er da også en bog, der egner sig godt til med-læsning hvor barnet inddrages fra første side.
Bogen henvender sig til de allermindste. Den er lavet af solide papsider, og det skal der nok blive brug for: I zolololologisk have er nemlig en glad lille fortælling om dyr!