Giraffen Gilbert er en utrolig klodset giraf. Til sin store sorg skræmmer han de andre dyr væk når hans lange ben driller gang på gang. Det er synd for Gilbert, der så gerne vil finde venner. Igen og igen prøver den unge giraf at komme i kontakt med surikater og elefanter. Men det skal vise sig at Gilberts højde også har fordele, og at der højt oppe i træernes toppe bor dyr, der gerne vil være venner med den høje men klodsede giraf. Hvor er det heldigt for Gilbert!
Ih du milde, Gilbert! er en sød, enkel og velfortalt lille billedbog for de allermindste. Illustrationerne er noget helt for sig selv. Venlige, glade og særdeles charmerende med klare farver. Det er en bog der berører emnerne selvværd, venskab og dyreliv. Det hele er fortalt med humor og stor sympati for Gilbert, der så gerne vil finde venner men synes sine lange ben er i vejen. Lige indtil han finder ud af, at hans højde heldigvis også er en fordel og han kan glæde sig over blot at være sig selv.