Rejsen

Den amerikanske forfatter og illustrator Aaron Becker står bag en trilogi af billedfortælling for børn. I disse ordløse billedbøger for børn er det de detaljerige, farverige og eventyrlige motiver, der udgør fortællingen.

”Rejsen” er en magisk billedfortælling om en pige, der drager ud på en eventyrlig rejse, skabt og igangsat af en magisk blyant, som hun tegner med. Ved hjælp af blyanten tegner pigen en rød dør, som hun går igennem og påbegynder sin rejse i en rød båd. Senere forvandles båden til en rød luftballon, og sådan forsætter pigen sin forunderlige rejse.

Aaron Beckers billedfortælling er uhyre smuk og æstetisk veludført. Den er lettilgængelig og nem at afkode. Men historien er samtidig tilstrækkelig eventyrlig og magisk til at den overlader en masse til den enkelte læser.
Jeg kan ikke andet end at sammenlige Aaron Becker med den japanske tegnefilmskaber Hayao Miyazaki, der b.la. står bag ”Chihiro og heksene”, ”Det levende slot” og ”Porco Rosso”. Begge har en særlig sans for illustrationer, der emmer af poesi, varme, stemning og fine detaljer.

Den ordløse fortælling skaber rum for at barnet selv skal sætte ord på fortællingen, være opmærksom på de tomme huller i historien og engagere sig. Det giver mulighed for en god indlevelse samtidig med at barnet skal brug sin fantasi.
Det er oplagt at bruge ”Rejsen” og andre ordløse fortællinger til højtlæsning, hvor barnet træner evnen til at formulere sig og kommunikere et budskab.
Pigen i ”Rejsen” kan takket være sin fantasi drage ud på et farverigt og fantasifuldt eventyr. Dermed er fortællingen også en hyldest til barnets fantasi. Måske får man lyst til at forsøge sig med sin egen drømmerejse efter endt læsning?!

”Rejsen” er på én gang tidløs, elegant og klassisk. Det er en billedfortælling, barnet vil nyde at hive frem mange gange, da historien aldrig vil være helt den samme.

Køb Rejsen online

Skriv et svar