Elsker I kryds & tværs eller spil hvor der skal staves, er OrdRummikub fra Danspil en sikker favorit for hele familie.
I Rummikub er der ingen brætspilsplade, hvor ordene skal lægges som det kendes fra andre alfabetspil. Alle spillere får en brikholder og får 14 bogstaver. Resten udgør bogstavbanken. En af spillerne får rollen som sekretær: vedkommende skal notere, hvor mange point der gives til spillerne når de undervejs danner ord.
Spillerne kan dels lave udspil, hvor de danner et ord på min. 6 bogstaver og dels omdanne ord. Når der omdannes, skabes der et nyt ord ud fra ord, der allerede findes på bordet.
Hvis det er umuligt for spilleren at foretage sig noget skal spilleren trække yderligere et bogstav og turen går videre.
Man råber Rummikub når alle brikker i bunken er brugt og en af spillerne har tømt sin brikholder. Spilleren med flest point har vundet.
Rummikub er et gammelt og uhyre populært spil, der findes i forskellige varianter – blandet andet med tal.
Denne bogstavudgave fra Danspil fremkaldte stor begejstring. Selve bogstaverne var så tilpas store, at alle omkring bordet kunne se og have et fint overblik. Ikke en uvæsentlig detalje!
Vi savnede måske muligheden for at sætte tidsfrist på dannelsen af ord og omdannelsen. Det ville være perfekt, hvis der medfulgte et timeglas på 1 eller 2 minutter, så alle har samme tid. Om ikke andet så giver det lidt ekstra spænding og mere flow, når man holder spillet i gang på denne måde. Men med en mobil ved hånden klares det også nemt.
OrdRummikub er beregnet til fire personer og danske spilleregler medfølger. Det er nemt at gå i gang med og et fantastisk hyggeligt spil for hele familien.
Som en bonus er OrdRummikub genialt, når børnene skal lege med bogstaver på en sjov og udfordrende måde.