Tigre og Tatoveringer

Hvad har sailor-tatoveringer og små søde børn egentlig tilfælles? Umiddelbart ingenting – men i Karla von Bengtsons morsomme og visuelt blændende animationsfilm TIGRE OG TATOVERINGER hænger
det hele smukt sammen. Den skægge og charmerende børnefilm er nemlig inspireret af de varme og dybe farver der kendetegner 1950’ernes tatoveringer – og af rockabilly-stilen i det hele taget.
Samtidig handler filmen om en lille pige, der bor hos sin rare onkel Sonny, og han er tatovør med egen geschæft.

Tatoveringer spiller også en helt central rolle i filmens originale historie – filmens handling sættes i gang af den lille pige Maj, der kommer til at tatovere en barsk fyr fra den lokale motorcykelklub med farvestrålende børnetegninger på hele hans ryg. Af frygt for mandens vrede må Maj og Sonny flygte ud af byen, og sådan indledes en eventyrlig knallert-roadmovie, hvis skægge
handling også involverer flyvende skovvæsner, en kælen tiger og en energisk flirtende cirkusartist.

Filmen er særligt egnet for de 3-6 årige og varer kun 45 minutter. Filmen vises kun i Cinemaxx København, Århus og Odense.

Skriv et svar