Det økologiske naturcenter Natursamarbejdet er en del af Børn og Unge i Aarhus Kommune. På Natursamarbejdet arrangerer kompetent personale pædagogiske forløb for børn og unge med udgangspunkt i naturen og de mange dyr, som opdrættes.
Natursamarbejdet har en række faste pædagogiske aktiviteter (fx fodring af dyrene) samt en række årtidsbestemte aktiviteter (klipning af fårene, honning-slygning og udrugning af kyllinger). Alle pædagogiske forløb har fokus på, at børnene gennem konkrete natur-oplevelser lærer at omgås dyr og natur med respekt. Natursamarbejdet indgår også i projektet Haver til Maver, hvor mad, dyrkning af have, sundhed og natur er i fokus. Børnene følger med afsæt i deres egen have planternes vej fra jord til bord.
Alle er velkommen til at komme og kigge på dyrene uden at deltage i forløb for daginstitutioner og skoler.