10 ideer til udendørs lege

Top 10 udendørs lege!

Det er nu hvor vejret bliver bedre, at vores børn mødes med de andre børn i kvarteret. Og skal vi holde dem lidt væk fra computeren, så skal vi finde på noget sjovt. Vi har fundet 10 sjove lege, der egner sig supergodt til villavejen, det grønne område eller den lille skov.

1. Avanceret ståtrold.

Vi kender alle sammen ståtrold, hvor man hvis man bliver fanget skal stå med spredte ben og først blive fri, når en anden kravler igennem benene på en. Men det kan også gøres anderledes. Man kan aftale, at der f.eks. er 3 ting, man skal gøre for at befri en anden. Det kunne f.eks. være, at befrieren skal lave englehop, klappe sig selv på hovedet og sige et kodeord, og så skal ham der er fanget gøre det samme og derefter er han fri.

2. Dåsekast

Det er mange år siden jeg sidst har set børn lege denne leg, men den er jo i virkeligheden super sjov og meget enkel at gå til. Man kan stille dåserne op i en pyramide eller man kan sætte dåserne forskellige steder – nogle tæt på børnene og nogle et stykke fra – og så kan de give forskellige point. Man kan bruge en fodbold, der skal sparkes mod dåserne, eller man kan bruge en tennisbold, der skal kastes. Har man ikke dåser på lager, så kan man også bruge mælkekartoner eller andre høje ting.

3. Skovstratego

Stratego er jo et fedt brædtspil, hvor man skal tænke sig rigtig godt om for at slå modstanderen af banen og snuppe hans flag. I skovstratego gælder de samme regler. Spillet kræver omkring 10 børn, der deles op i to hold. Derefter deler man et spil kort, og giver det ene hold hver et sort kort og det andet hold hver et rødt kort. Esset er lig med fanen og har som i brætspillet ingen styrke, mens de øvrige kort har større styrke jo hørere de er.

Man vælger et afgrænset område (behøver ikke at være en skov) og når et barn fra det røde hold møder en fra det sorte hold, skal de kæmpe. Det gør de ved at vise deres kort. Spilleren med det laveste kort taber og må løbe tilbage til basen og trække et nyt kort, inden han igen kan gå i kamp. Det hold der får fanen (esset) fra modstanderne har vundet.

Esset behøver ikke at være i spil i første omgang. Det kan sagtens være et af de kort, der trækkes senere.

Man beskytter sit flag ved at mandsopdække den spiller, der har esset, således at modstanderen ikke kan komme hen til esset.

4. Den blinde mand

Dette er en meget simpel leg, men som kan være supersjov, hvis man er nogle stykker. Man vælger et barn, der skal være ”blindt” og giver ham et stor tørklæde om øjnene. Resten tager hinanden i hænderne og danner en rundkreds rundt om den blinde mand. De kører et par gange rundt, hvorefter den blinde mand skal pege på et af de andre børn. Derefter må den blinde mand mærke på tøj og ansigt og gætte hvem han har udvalgt. Hvis han gætter rigtigt, bytter han plads med det gættede barn.

5. Hamstre bolde

Her skal bruges 7 fodbolde. Det er en leg for 4 børn, der har hver sin base. Det kan være en papkasse, en kegle eller en firkant tegnet med kridt på vejen. De fire baser skal ligge i et kvadrat i samme afstand fra hinanden. Inde i midten ligger der fra starten 7 bolde. Når legen sættes i gang, skal alle fire løbe ind og hente hver en bold på midten og bringe den tilbage til egen base. Det gælder om at samle 3 bolde sammen til egen base. Når alle bolde i midten er taget, må man begynde at stjæle fra de andre. Man må kun tage en bold af gangen.

Hvis man ikke har 7 fodbolde, så kan det også være 7 dåser eller 7 stykker tøj eller noget helt andet.

6. Huskeleg

Dette er en utrolig nem leg, da stort set alt kan anvendes. Man tager 10-15 forskellige ting og lægger dem under et tæppe. Alle deltagerne i legen samles omkring tæppet, der løftes i 30 sekunder. Så gælder det om at huske hvad der er under tæppet. Bagefter vender deltagerne ryggen til, mens en af tingene fjernes fra bunken. Derefter gælder det for deltagerne om at gætte hvad der mangler. Hvis man gætter forkert er man ude af legen. Den der gætter rigtigt vinder. Legen kan ikke spilles så mange gange før tingene skal udskiftes.

7. Den landflygtige konge

Dette er lidt en variation af den klassiske stoleleg. Der tegnes på vejen et antal cirkler – en cirkel mindre en antal deltagere. Alle undtagen én stiller sig i en cirkel. Den sidste deltager er den landflygtige konge. Han kan nu gå rundt til et valgfrit antal af de øvrige deltagere og prikke dem på skulderen. Så skal de følge efter kongen. Når kongen har nok deltagere med, råber han ” Jeg vil se land” (eller noget andet) og så skal kongen og hans efterfølgere hurtigst muligt finde en cirkel. Den deltager der ikke får et land, er den nye landflygtige konge.

8. Kaste i rundkreds

Alle deltagere stiller sig i en rundkreds. Nu skal en tennisbold kastes rundt i kredsen. Hvis man ikke griber bolden skal man kaste bolden videre til den næste og så løbe en omgang bagved rundkredsen. Hvis man ikke når hele vejen rundt og er klar til at gribe bolden når den kommer igen, så er man ude af legen. Man kan også aftale at man får en ekstra chance, så hvis han løber anden gang og når helt rundt, så er han med igen. Sidste spiller vinder.

9. Tændstiksmikado

Tag to små æsker tændstikker og del ligeligt ud blandt deltagerne. Stil en flaske med vand i midten. Nu skal deltagerne skiftes til at lægge en tændstik på flaskens top. Ham der lægger en tændstik hvor alle tændstikker vælter ned fra flasken, skal tage alle tændstikkerne og lægge dem til sin egen bunke. Den der først slipper af med alle sine tændstikker, har vundet.

10. Kridtforhindringsbane

Det er nemt at lave en sjov forhindringsbane på vejen. Tag et stykke kridt og lav nogle cirkler som man skal kunne hoppe eller træde hen i. Nogle skal være langt væk fra hinanden, så det er svært at hoppe så langt. Den der hurtigst kommer igennem forhindringsbanen vinder.

Inspirationen er bl.a. hentet hos Legepladsen.dk, Legepatruljen.dk og FDFs legedatabase. Læs meget mere om hvor du finder sjove lege her

Mette

Skriv et svar