Musicalen Billy Elliot The Musical har høstet stor succes på alverdens scener, så det har været lidt at et scoop for Det Ny Teater, at kunne præsentere denne musical for det danske publikum. Men ét er, at en musical har succes i udlandet, men hvad med lille Danmark? Vil forestillingen begejstre os? Vil forestillingen appellere til danskerne, når handlingen er så forskellig fra, hvad vi oplevede i 80erne? Ja, det må jo komme an på en prøve, og min datter og jeg vil de næste par timer granske denne musical nøje, for rammerne i dette utroligt smukke teater er bestemt i orden.
Jeg har fundet min notesblok frem min datter Diana er klar, nu begynder Billy Elliot The Musical.
Handlingen
Vi befinder os i byen Easington i Nordøstengland i 1984/85. Byens mænd arbejder i kulminen, og det er her forestillingen begynder.
Vi følger en familie, nemlig familien Elliot med Billys far, der er enkemand. Billys mormor bor også i huset sammen med Billys storebror. Mormor er en pænt forvirret ældre dame, men hun er helt fantastisk, og hendes dialog med familien er enestående.
Der er bestemt ikke råd til meget i familien, men dog tvinges Billy til at gå til boksning. Billy er bare ikke ret glad for at bokse, og han er bestemt ikke glad for at slå på andre. Efter en boksetime, bliver han i salen, for at aflevere nogle nøgler til Mrs. Wilkinson, der er lærer for en lille gruppe balletbørn.
Billy nærmest tvinges til at deltage i undervisningen, og hurtigt viser det sig, at han er et naturtalent.
Han dropper, uden sin fars viden, boksningen og danser ballet i stedet for og han bliver god . rigtig god.
Billys far får pludselig af vide, at Billy ikke har været til boksning længe, og finder på den måde ud af hans søns interesse, som hverken han, Billys bror eller minearbejderne kan forstå, og Billy får så stuearrest.
Alt mens dette foregår, bliver Billys far sammen med hans kolleger fra kulminen lockoutet. Denne lockout kommer til at vare et helt år.
Vi møder også Billys ven Michael, der er ret glad for at gå i kjoler. Michael er en god støtte for Billy, og sammen har de et helt fantastisk nummer iført kjoler.
Billys storrygende balletlærer Mrs. Wilkinson har så stor tro på Billys evner, at hun vil have ham til optagelse på Den kongelige Balletskole, men nu er spørgsmålet så, om den unge Billy Elliot overhovedet kommer til optagelsesprøven? Og hvis han kommer til denne optagelsesprøve, vil han så overhoved have en chance, når hans mor er død og med en far, der arbejder i minerne?
Jeg vil ikke sige mere om handlingen, da der sker en masse i de 2 ½ time, som forestillingen varer, men spørgsmålet er, om det er en forestilling, der kan vises med succes.
Kan absolut anbefales
Forestillingen KAN og SKAL anbefales. Der foregår en masse på scenen, og man er underholdt. Man griner, gyser og så sidder min datter og jeg og er godt gammeldags rørte.
Jeg indrømmer det gerne, jeg fældede nogle tårer undervejs, min datter fældede nogle tårer under vejs, men sådan går det, når formidlingen er i orden, og man lever sig ind i handlingen.
Vi grinte, vi klappede, vi hujede og ja, vi var direkte ellevilde med forestillingen. Dog fik jeg som mor enkelte kulturchok, da der i de første 5 minutter af forestillingen, var frembragt nok 20+ eder og forbandelser og bandeord. Uha da for et sprog, men pludselig glemte jeg disse eder, og hengav mig til handlingen og den fantastiske formidling.
Jeg må ærligt indrømme, at dette mesterlige stykke tog både min datter og mig med storm. Vi talte i pausen om, at vi ville ind og se det igen, for forestillingen kan bestemt ses mere end en gang.
Vi var også ret imponeret af sangene, der understykkede fortællingen på bedste måde. Vi nynnede med på sangen Solidaritet, og vi følte med Billy, når hans far var i slåskamp. Vi hengav os til handlingen, og de 2½ time gik bare alt for hurtigt.
Imponerende præstationer
Min datter var dybt imponeret af Carl-Emil Lohmann, der på premieren havde rollen som Billy. Han var også en eminent danser og formidler og tænk, han er kun 13 år WOW sikke en fremtid den unge mand har.
Diana synes også rigtigt godt om Mrs. Wilkinson i skikkelse af Julie Steinke. Hun er jo også om nogen Danmarks svar på en international musical stjerne, og hun var formidabel.
Jeg synes selv, at det var svært at nævne nogen frem for andre, men jeg tror nok, at jeg vil nævne Magnus Sterling Borchert i sin rolle som Michael. Han er nok verdens mest modige dreng, men selvfølgelig også rollerne som Billys far, mormor og balletbørnene brændte igennem og formidlede det ypperste.
Og man må ikke glemme den fantastiske musik lavet af Elton John. I programmet er der en masse flotte billeder fra forestillingen, men også nogle gode fortællinger bl.a om Elton Johns inspiration til musikken.
Jeg har hørt, at der er 3 unge, der deler rollen som Billy Elliot. Grunden til dette skulle være, at det er en utrolig krævende rolle, som de unge har trænet til i et års tid. Og trænet er vist den rette formulering, for sikke en evne, der skal til både at danse ballet, lave flere akrobatiske elementer i dansen, og så synge, så vi nærmest tabte kæben. Det var en fuldkommen præstation.
Vi kan kun give forestillingen max 6/6 solide stjerner, dette var bare en forestilling, som må ses af alle, store som mindre. Dog har Diana og jeg snakket om, at de helt små nok ikke vil få så meget ud af forestillingen, men børn fra 6-7 år kan sagtens se med, og forstår de ikke alt i handlingen, så kan de føle, nyde og grine de ældre vil få en lille fornemmelse af, hvordan det var i 80erne i en lille by i Nordøstengland.
Men tilbage til mit spørgsmål i starten:
Vil forestillingen begejstre os? Vil forestillingen appellere til danskerne, når handlingen er så forskellig fra, hvad vi oplevede i 80erne?
Og svaret er simpelt. JA.
Læs mere om forestillingen her: http://www.detnyteater.dk/billy-elliot/ Forestillingen kører helt indtil 3. maj 2015.
Tina Magling
Anmelder www.sjovforborn.dk
Januar 2015.