Tag de små riddere med på tidsrejse i Bornholms Middelaldercenter
Skal I til Bornholm, så brug en dag i Middelaldercenteret i Østerlars. Her kan I for en stund leve jer ind i, hvordan livet var i middelalderen omkring 1300-tallet. I kan lave ler og dukker af hø, prøve en rustning, udfordre hinanden i gamle lege og dyste og fægte med træsværd
Børnene elskede det, og det gjorde vi voksne faktisk også. Bornholms Middelaldercenter er et historisk oplevelsescenter, hvor man får et levende indtryk af middelalderens hverdagsliv, fester og traditioner. Der er god plads og en atmosfære der lægger op til at gå et par gear ned i tempo.
Det har været et primitivt, arbejdsomt og hårdt liv at være almindelig bonde i Middelalderen. Det fornemmer man klart, når man går rundt mellem de små landbohuse, der byder os velkommen som noget af det første, når man kommer ind på Middelaldercenterets område. En gabestok vidner om tidens barske afstraffelsesmetoder, ligesom bødlens prisoversigt for diverse foreteelser er sjov at fordybe sig i.
Boede man på stormandens befæstede gård, var tilværelsen noget mere behagelig. Her var magelige senge – sågar med en natpotte ved siden af, lammeskind på bænkene, lamper, gode køkkenfaciliteter med avanceret stenovn, festsal og et lille kapel. Denne rigdom var værd at beskytte, og er derfor placeret højt på et klippefremspring. Den er befæstet med 150 meter lange træpalisader, der lukker sig helt om gårdens bygninger og porttårne. I gårdens midte troner det 10 meter høje tilflugtstårn, hvorfra der er en flot udsigt til Østerlars rundkirke og Christiansø.
Det hele ligger placeret midt i den bornholmske natur med skov, åløb og klipper, og man kan virkelig fornemme atmosfæren fra vores forfædre, når man går ind i landbohusene, står ved vandmøllen, vaskepladsen med de store kar, klapper et æsel eller et får.
Det gamle håndværk
Frederik på 12 år, Sophie på 9 år, og Anna på 5 år tog sig masser at tid i de små værksteder, hvor man kan afprøve de gamle håndværk. Alene lerværkstedet bød på timer af koncentreret arbejde med fremstilling af diverse unika, der selvfølgelig skulle tørre i solen og med hjem. De udfordrede hinanden i de gamle lege og dyster, som tovtrækkeri, stokkekamp og fægtede med træsværd. Rustninger stod også til fri afbenyttelse, og fra at være en sød lille pige på 5 år var Anna pludselig forvandlet til en gruindgydende kriger.
En fin lille demonstration af de tidlige kanoners udvikling fra små håndholdte hagebøsser til stores bagladte kanoner, vakte ikke pigernes interesse, men vi andre synes det var sjovt at se – og ikke mindst høre – bragene fra fortiden.
Snyd ikke jer selv for den fine lille udstilling i velkomstbygningens 1. sal, der rummer historier om tempelriddernes mulige forbindelse til Bornholm, og se nogen af de ting, der blev brugt i børnefilmen: Tempelriddernes skat fra 2006. Bl.a. kan man her se Pagtens Ark, og det er jo ikke sådan til at kimse af!
Husk madkurven
Et godt råd til andre børnefamilier er at huske madkurven. Når sulten melder sig ligger der nemlig ikke fastfoodtilbud eller ishuse lige om hjørnet kun ved indgangen. Bevares, vi er jo i Middelalderen. Til gengæld er der også helt optimalt at nyde madpakken og kaffen på termomanden i de naturskønne og rolige omgivelser.
Tjek i øvrigt Middelaldercenterets hjemmeside inden I tager af sted. I slutningen af juli er der Middelaldercenterets årlige middelalder marked hvor der virkelig er gang i gaden, og i midten af september er der Dukkefestival.
Hvor skatten ligger begravet
Oplagt er det at afslutte dagen med et besøg i Østerlars Rundkirke. I vores familie er vi overbeviste om, at tempelriddernes skat ligger begravet i det 60 m2 store menneskeskabte hulrum under kirken. Menighedsrådet i kirken nægter, at der foretages undersøgelser, og det mener vi selvfølgelig må være, fordi der sidder medsammensvorne der har fået pålagt at bevare den store hemmelighed til evig tid.
Læs mere om Bornholms Middelaldercenter her – eller på deres egen hjemmeside.