Børnecirkus – Små børn med store talenter i manegen
Rundt om i landet findes der en halv snes børnecirkus, der byder på store cirkusforestillinger med alt hvad dertil hører – præcis som i de ‘rigtige’ professionelle cirkus. Men i børnecirkus er det selvfølgelig glade og friske unger, der klarer ærterne og sørger for topunderholdning!
Børnecirkus er kvalitetsunderholdning og værd at vælge for hele familien, hvis man har lyst til noget nyt og anderledes.
Fordelen er at det er billigere, det er kortere forestillinger, meget intenst og alle børn elsker at kunne identificere sig med andre børn på scenen!
De fleste steder fungerer børnecirkus som et fritidstilbud til børn (og evt. også unge) i deres fritid. En stor del af de børnecirkus der er, er et tilbud under DUI leg og virke eller en anden gymnastikforening. Andre steder er det Ungdomsklubben der står for børnecirkus.
I børnecirkusets øvelokaler øves der flittigt udi alverdens forskellige ting, som publikum typisk ser til cirkusforestillinger: cykling på et-hjulet cykel, linedans, diaboloer, trylleri, balance osv. Men også showdans og rope skipping kan I være heldige at se.
Målet med træningen er selvfølgeligt en række cirkusforestillinger for et stort publikum præcis som i de store cirkus, der lever af det.
Typisk er det sådan, at børn har samtlige funktioner i et børnecirkus og altså også sælger billetter, spiller musik og byder velkommen som sprechstallmeister!
Hvad siger anmelderne?
Avisanmelderne, der stiller store krav til kvalitet og underholdning af højeste kaliber, er generelt meget positive, når man læser de avisanmeldelser der findes. Der er ingen tvivl om, at de børn og unge, der er aktive i børnecirkus nyder stor anerkendelse og får stor ros for det de kan, – og ikke fordi de er børn, der går i manegen.
I en anmeldelse lyder det således: ‘Forestillingen sprudler af liv og sjæl. Artisteriet er så professionelt, at man glemmer, at det er et lille børne- og ungdomscirkus.’
Børnecirkus rundt om i hele Danmark!
Traditionen med at have børnecirkus er nu ved at have flere år på bagen. Flere steder har de respektive børnecirkus haft både 5, 10 og 20 års fødselsdag. Det borger for en vis kvalitet i sig selv, idet medarbejderne, der er tilknyttet på den måde har fået erhvervet sig en årelang viden om cirkus og børn: en blændende god cocktail!
Nogle steder har årene der er gået gjort, at der nu er et solidt fundament og på basis af det, er der stor opbakning med frivillige og en god økonomi, der har muliggjort indkøb af ægte cirkustelt m.m..
Sjov for børn har kigget rundt i landet for se, hvad der bydes på af børnecirkus og valgt at zoome ind på et udvalg af disse.
Cirkus Flik Flak i Odense
I Odense finder vi Cirkus Flik Flak, som har 20 års fødselsdag og er vidt berømt for deres sommercirkus med over 200 deltagende børn! Sommercirkus er en form for Sommer-Cirkusskole, som munder ud i flotte forestillinger for et stort publikum. Se vores artikel om Sommerskole- og Camps.
Men året rundt er der aktivitet. Flik Flaks faste gruppe cirkusbørn har i vinterens løb trænet på livet løs. Valget har stået mellem: jonglering, et-hjulede cykler, linedans, diaboloer, trylleri, klovneri, balance mv. I løbet af året optræder cirkusets fabulerende gøglere og artister forskellige steder i Danmark, og hver sommer drager de naturligvis på rigtig cirkusturne til udlandet eller rundt i vores eget land. Så hold øje med navnet Cirkus Flik Flak!
Hos Cirkus Flik Flak vil man gerne overraske og forbløffe publikum. Artisterne i Cirkus Flik-Flak tryller, jonglerer, optræder som ethjulede cykelartister og musikalske klovne, og det hele krydres med musik og gags. Ja, selv publikum bliver inddraget i deres fantastiske show.
Målet er selvfølgelig, at alle går fra stedet med en uforglemmelig cirkusoplevelse fyldt med gøgl, klovneri og komik!
Sloganet i Odense er: Stuurt stuurt nummer i lille manege!
Hvis publikum har lyst, kan de efter forestillingen få lov at prøve de forskellige cirkusdiscipliner.
Cirkus Arcus i Hvidovre
I det lille børne- og ungdomscirkus i Hvidovre står ungerne i kø for at være med. Interessen og lysten er fabelagtig stor. Det kommer der nogle magiske, imponerende og overraskende cirkusforestillinger ud af.
Cirkus Arcus hed tidligere Cirkus Regnbuebørn og har nu eksisteret i 16 år. Navneskiftet kom i 2005 hvor medlemmerne i DUI afgjorde, at det var bedre at deres cirkus hed Cirkus Arcus. Ordet Arcus betyder regnbue på latin.
Cirkus Olaiski
I Kalundborg kan børn helt gratis tage i Cirkus Olaisk,i når de i ny og næ har en enkelt forestilling. Normalt optrædes der for institutioner, til byfest og andre faste ting. Cirkus Olaiski består af en blandet flok unger, der har det tilfælles at de elsker at gøgle, lave sjov og lære nye tricks og kunster.
Cirkus Tværs i Århus
At Cirkus Tværs faktisk er en del af et socialt projekt, er der ikke meget der får en til at tænke på udover måske at det har rod i Gellerup. Cirkus Tværs styres af klubpædagoger, der brænder for at bruge cirkus som drivkræft til gode oplevelser. Det er der hidtil kun kommet en hel masse godt ud af, som publikum gang på gang har nydt i fulde drag. Billetterne til Cirkus Tværs´s forestillinger koster kun en flad 20er, og til den pris må det vel siges at være værd at prøve!
Cirkus Kæphøj i Holbæk
Børnecirkus for hele familien. er, hvad cirkus Kæphøj selv kalder sig for! Og der er nok noget om snakken, for børnene og de unger der går i fritidstilbuddet ved, at det er alvor og der arbejdes seriøst hen imod et godt produkt for hele publikumet.
Hos cirkus Kæphøj er forestillingerne bygget op af et spændende mix af de klassiske cirkusdiscipliner som f.eks. jonglering, akrobatik, linedans, ethjuls-cykling, klovneri, trapez m.m. og nye flotte, festlige og fejende elementer som dans og stomp. Også når det gælder præsentation, kostumer og musik mixes nyt og gammelt.
Cirkus Kanutski