Den Lille Havfrue i Operaen!
Så kom dagen endeligt. Vi skulle begive os afsted til Operaen i København, for at overvære musicalopførelsen af Den Lille Havfrue. Denne familiemusical er blevet til i samarbejde med Disney og Fredericia Teater, så det er den rigtige historie og ikke H. C. Andersens version, som min datter Diana udtrykte det.
Produktionen
Fredericia Teater har en gang tidligere kastet sig ud i arbejdet med at arrangere en Disney musical, nemlig Aladdin, som efter sigende skulle have været en stor succes. Denne forestilling så jeg også sammen med min familie, og vi var ikke lige så begejstrede, som Fredericia Teater selv var. Men det var Aladdin, nu handler det om Den Lille Havfrue, som jo er sat op som en familiemusical med meget store navne på rollelisten.
Ved et hurtigt kig på rollelisten ser vi bl.a Kristine Yde som Ariel, Christian Lund som prins Erik og så ser vi Tim Schou som fisken Tumle. Vi ser også, at både Peter Jorde og Anders Bircow er med i forestillingen, så det bliver meget spændende.
Det er ingen hemmelighed, at min datter Diana og jeg er store grand prix fans, og vi er derfor meget spændte på, hvordan Tim Schou vil klare denne opgave. Tim vandt jo det danske melodi grand prix i 2011 sammen med resten af gruppen A Friend In London, og fik en meget flot 5. plads ved Eurovision Song Contest i Düsseldorf, Tyskland med deres sang New Tomorrow. En sang som både Diana og jeg holder rigtigt meget af.
Disneys DEN LILLE HAVFRUE THE MUSICAL er oprindelig produceret af Disney Theatrical Group og har sit udspring i Disney-tegnefilmen af samme navn fra 1989. Tegnefilmen er inspireret af det klassiske H.C. Andersen-eventyr om havfruen, der længes efter at blive en del af den jordiske verden og opgiver sin smukke stemme for at finde kærligheden på land. Ligesom med Disneys ALLADIN The Musical har Fredericia Teater fået til opgave at bearbejde manuskript, iscenesættelse, scenografi, kostumer og partitur, så musicalen bliver helt sin egen. I alt medvirker 29 skuespillere og musicalperformere i forestillingen.
Handlingen.
Grundhandlingen er som vi kender den fra filmen om den lille havfrue. Vi møder Ariel, der gerne vil lidt andet end blot at synge sammen med sine søstre under vandet.
Vi ser hende i mødet med Prins Erik, og hvordan hendes venner Tumle, Skralle og Sebastian støtter og hjælper på deres helt egen måde.
Vi møder også en Prins Erik, der som i Disneys version går lidt sine egne veje for at få den pige, han elsker.
Det er selvfølgelig ikke lutter sjov det hele, for dernede i mørket lever også Kong Tritons søster Ursula, der har haft held med at fjerne sin ene søster efter den anden, i kampen om at blive havets hersker. Men hun havde ikke kunne fjerne Kong Triton, så nu lever hun dernede i det mørke sammen med sine to følgesvende Bundslam og Skidtslam.
Ligesom i Disneys version, så ønsker Ariel sig et liv i menneskernes verden, og hun får mere eller mindre frivilligt sig en lille snak med faster Ursula. Ariel ønsker sig ben, så hun kan færdes på jorden, Ursula ønsker at regere under vandet, men det glemmer hun helt at fortælle Ariel. Ariel får sine ben, og afgiver sin stemme, men der sker noget frygteligt, hvis hun ikke inden 3 dage får et kys af Prins Erik.
Vi møder selvfølgelig også Ariels venner, Tumle, der vist er en lille smule forelsket i Ariel, og derudover har ret svært ved at holde på hemmeligheder. Skralde, som lærer Ariel noget om, hvad der sker oppe i menneskernes verden som fx hvordan man bruger en gaffel, og Sebastian, der jo i bund og grund er en rigtig fornuftig lille krabbe, der bare vil gøre det hele rigtigt, men han har et stort hjerte og en svaghed for Ariel, så Kong Tritons formaninger om, at Sebastian skal passe på Ariel, og bringe hende tilbage, går ikke helt som Kong Triton ønsker.
Da Ariel kommer op på slottet, møder vi en temmelig aktiv kok, der jo serverer fisk, og det går ikke helt roligt for sig 🙂
Der er inkoopereret lidt ekstra til handlingen i forhold til Disneys version, som jeg synes passer rigtigt godt ind i helheden.
Men hvordan det hele ender, får Arien sin Prins Erik efter lektioner om, hvordan man kysser, det må man ind og se i Operaen eller på Fredericia Teater.
Wow effekten
Jeg blev underholdt, min datter blev underholdt, og hele salen blev underholdt. Vi oplevede en forestilling der flot hang sammen med både nye og gamle musiknumre, og med det lille touch af humor, som vi alle elsker. Vi så skuespillere, der brændte igennem, og vi kedede os ikke i et eneste sekund. Faktisk gik tiden alt for hurtigt, som den jo gør i godt selskab.
Alt var utroligt flot udført, lige fra de små plask i starten, når Tumle var over vandet til den flotte grafik, da Prins Erik falder ned i vandet og synker til bunds.
Fantastiske skuespil talenter
Der er tilført en masse humor til forestillingen, som falder rigtigt godt ind i handlingen og i publikums smag. Diana og jeg grinte så tårerne trillede op til flere gange under forestillingen.
Vi ser Tim Schou, der simpelthen ER Tumle eller også er Tumle ganske enkelt Tim Schou, jeg ved det ikke, men det er tydeligt, at han er skabt til at stå på den scene, og han agerer som om han aldrig har lavet andet. Han er simpelthen et lysende talent, som vi vil glæde os til at se i flere forestillinger.
Jeg må sige, at jeg også var imponeret af Havheksen Ursula i Sara Gadborgs skikkelse. Hold da fast, hvor kunne hun synge, og jeg synes (undskyld), at hun overstrålede de fleste andre med hendes vokal og hendes måde at spille på. Hun var bare rigtigt god hvorfor har jeg ikke hørt om hende før?
Krabben Sebastian spillet af Max-Emil Nissen var også en stor positiv oplevelse. Han var med sin stemmeføring virkelig Sebastian, som man husker fra filmen, og han var god, rigtig god.
Egentlig er det jo forkert at trække nogle frem, frem for de andre, for alle gjorde det bedre end godt, alle stod som en helhed i forestillingen, som jeg lige skal se, om jeg ikke kan få billetter til igen, for det var virkelig en stor oplevelse.
Jeg havde hørt, at der var dukker med i forestillingen, og jeg tænkte Hvad er nu det for noget?, men disse dukker, var faktisk rigtigt godt tænkt ind i sceneriet og de bevægede sig, som var de levende. Det er lidt svært at forklare, men man skal simpelthen ind og se forestillingen, så håber jeg mine ord giver mening 🙂
Kan og skal anbefales
Diana er ked af, at hun kun har 6 stjerner at give af, så hun har lige opfundet sit eget system, så hun kaster 10/10 stjerner afsted mod Operaen og Den Lille Havfrue.
Jeg må jo holde mig til reglerne, så jeg kan kun, og gør det med glæde, give 6/6 stjerner, og så lige med en enkelt ekstra søstjerne til Tim Schou, der virkelig styrede den rolle. Jeg tror, at der kommer bud efter vores grand prix stjerne fra det store udland, for denne mand kan da vist alt.
Jeg vil anbefale forestillingen for alle, men for at kunne forstå de enkelte elementer og den lidt mørke og uhyggelige stemning i Ursulas verden, tror jeg forestillingen er bedst egnet for børn fra 5 år og op. Jeg synes tillige, at det er mere end genialt, at forestillingen er oversat til engelsk. Der er ganske enkelt tekster kørende på et display foroven over scenen, så man ikke forstyrres visuelt.
En fantastisk oplevelse som kan ses igen, mon Fredericia Teater har planer om en DVD- og CD udgivelse? Vi står gerne på listen over kunder, for denne forestilling kan ses igen og igen og igen og
Tina Magling
Skribent og anmelder
www.sjovforborn.dk
Juli 2014
.
Din kommentar til artiklen?
Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?
Du skal være medlem og logget ind for at kunne skrive i forummet. Log ind ved at trykke på linket lige under søgefeltet i toppen af siden. Hvis du ikke er medlem endnu, kan du blive det ved at trykke her. Det er 100% gratis at være medlem på Sjovforbørn.dk.
Mere information…
Disneys DEN LILLE HAVFRUE The Musical spiller i Operaen, København frem til d. 17. august og flytter derefter til Fredericia Teater, hvor den spiller fra 28. august.
Billetter købes på Billetnet. Læs mere om forestillingen på Fredericia Teaters hjemmeside www.fredericiateater.dk.