Djurs Sommerland udenfor højsæsonen

En dag i Djurs Sommerland i lavsæsonen!

Nu hører vi til dem, der hvert år køber et sæsonkort til Djurs Sommerland af den simple grund, at børnene uden problemer kan besøge stedet 5-6 gange uden at miste interessen. Men der er bestemt tidspunkter i sæsonen vi nyder mere end andre. Maj og august er fantastiske, og kan man snige sig afsted på en hverdag, bliver det endnu bedre.

Årets første besøg blev aflagt på den sidste onsdag i maj, hvor solen skinnede og temperaturen lå på omkring 20 grader. Helt perfekt og med 3 glade og forventningsfulde børn i bilen.

Vel ankommet startede besøget – som altid – med en tur i parkens tog, der kører en tur rundt omkring det meste af parken og med et par stationer undervejs. Det forunderlige ved dette tog er bl.a. togførerne. Vi har i de år vi har kommet i Djurs Sommerland stødt på 2 togførere, der vender tilbage år efter år. 2 ældre herrer med posen fyldt med overskud og sjove bemærkninger til børnene. Vi har endnu ikke oplevet en ‘dårlig dag’ for disse 2. Skønt.

Miniputland
Efter togturen stryger børnene altid direkte ind i Miniputland, som indeholder forlystelser for de helt små. Nu skal det siges at alderen på alle 3 ligger under 6 år, så har du børn på den anden side af 10 år, kan Miniputland med fordel springes over. Men for de små er det et paradis. Her er biler, flyvere, minitog, kålorm og karruseller, og her er det virkelig nemt at mærke, hvis man kommer i lavsæsonen. Ingen kø, ingen utålmodige små, der ikke kan forstå, at andre børn også gerne vil prøve den blå lastbil.

Pony Ekspressen
Men men men, allerede her begynder børnene at tale om ‘Hestene’, som de prøvede i 2005 og stadig husker glimrende, hvilket ikke er underligt, da de sidste år prøvede den ca. 50 gange i træk. Det officielle navn er ‘Pony Ekspressen’ og vi må stryge forbi den store samling trampoliner, for nu kan de ikke vente længere. Det er egentlig en meget simpel forlystelse, hvor man rider rundt på en mekanisk hest mens man kigger på sjove dyr. Man trækker selv i en snor for at starte, og jeg kan sagtens sætte mig ind i det sjove. Den forlystelse er bare et hit hos de små. Igen må jeg afse mindst 20 minutter her, mens jeg gyser over naboforlystelsen ‘Wild West Karussellen’, der svinger de modige rundt i høj fart både forlæns og baglæns og krydret med en våd numse fra springvandene.

Jeg overbeviser drengene om, at hestene skal hvile lidt, så efter lidt frokost går vi videre til indianerlegepladsen, hvor du gratis kan få tegnet indianerstreger i ansigtet på de små. Drengene er så hjemmevandte at de straks løber derhen og stiller sig op på skamlen. Dejligt at der også findes ting, der er gratis.

Afrikaland
Så er turen kommet til Bananbådene. Ja det er faktisk først nu, hvor jeg skriver dette at jeg har fundet ud af, at det hedder de ikke. De hedder faktisk Afrikaland og består af – bananbåde – der sejler stille og roligt rundt blandt papdyr i alle størrelser. Lydene er forholdsvist høje og turen går forbi en King Kong abe i kæmpestørrelse, så selvom det ikke ligner en skræmmende forlystelse, så kan det godt være at de yngste har brug for en hånd at holde i. Min ældste havde et par år, hvor han pev som en mus, hver gang vi talte om ‘Bananbådene’.

Tarzanland
Pas på, at I ikke går glip af Tarzanland. Indgangen ligger midt imellem Rio Grande og Afrikaland, men kan godt overses. Tarzanland er en stor forhindringsbane for både store og små, skønt de helt små skal holdes i hånden en stor del af turen. Her er masser af udfordring – også for de voksne. Jeg holdt vejret, mens min ældste søn på 5 år gik på en smal balancebom henover vandet og fik nok sagt ‘pas nu på’ 20 gange. En ‘stor dreng’ på 20 gik bagved ham og konstaterede tørt, at mor nok var den eneste der var i tvivl om om det gik godt. Og ganske rigtigt: Han klarede sig fint igennem og var superstolt resten af dagen.

Slaraffenland
Havde det nu været 25 grader, var vi gået direkte hen til det skønne badeland, men denne dag var for kold til en dukkert, så vi købte en is og gik en tur i Slaraffenland, hvor der nok sammenlagt var 10 mennesker!. Slaraffenland er et stort tumleland med klatrestativer, kuglehav og masser af store legeklodser. Der er både en afdeling til de store og en til de små. Hvis man har en baby med i Djurs Sommerland, er dette en af de forlystelser, der er super. Min yngste på 10 måneder hyggede sig længe med at trille bolde, kravle rundt og opdage og ikke mindst kigge på de store, der tumlede sig.

Efter Slaraffenland stilede vi efter den store legeplads ved siden af Cowboyland. Og da turen gik lige forbi hestene, fik de lige en tur mere. Nu har du jo nok bemærket, at der var en masse forlystelser, vi ikke fik prøvet, men når man er afsted 1 voksen og 3 børn under 6 år, sætter det sine begrænsninger, så dem tager vi næste gang, hvor vi lokker far med.

Ørnen
Vi havde hørt, at området med hoppepuder var blevet renoveret, så der måtte vi hen. Vejen gik forbi den splinternye ØRNEN, som fik det til at gyse i de små, der konstaterede, at den skulle de ihvertfald ikke prøve, og jeg måtte give dem ret. Det var vist heller ikke min kop te. Men sjov må den have været, for der lød en hvinen uden lige fra den.

Hoppepuderne var nu altså ikke noget særligt. Jeg ved ikke helt, hvad vi havde forventet, men børnene fandt det sjovt i ca. 1 minut, så løb de videre. Vi afsluttede dagen med endnu en tur med toget og så vendte vi næsen hjemad – trætte og glade.

Det kan absolut anbefales at besøge steder som Djurs Sommerland udenfor højsæsonen, hvis det er muligt. Det giver en helt anden oplevelse end i højsæsonen. Stressniveauet hos de voksne kan i højsæsonen godt komme lidt op at ringe, hvor det udenfor højsæsonen ligger helt i dvale.

HUSK:
Det er muligt selv at medbringe madpakke og drikkevarer, så turen ikke behøver at blive så dyr. Man kan iøvrigt også leje en smart klapvogn – både en enkelt- og en dobbeltklapvogn.

God fornøjelse.

Mette Juhl

Bilbanen i Miniputl

Skriv et svar