Nøddeknækkeren i Tivolis Koncertsal

Tivolis smukke julebelysning danner fornemt rammen om repremieren på Nøddeknækkeren, som vises i Tivolis Koncertsal.
Jeg tror ikke, der findes noget smukkere, end Tivoli ved juletid, når mørket falder på, så de mange mange smukke lys og dekorationer kommer helt til sin ret. De stråler jo som funklende stjerner i aftenmørket, så man bare må stoppe op og nyde synet. Det er mageløst.

Tivolis koncertsal har denne jul repremiere på Tjajkovskijs musik til Nøddeknækkeren, en ballet der i denne version er scenesat af Peter Bo Bendixen, omskrevet af Henrik Lyding, og hvor vores egen Dronning Magrethe endnu engang har været aktiv og kreativ ved skabelsen af kostumer og scenografi.
Jeg kan ikke undgå igen og igen at blive imponeret og stolt over vores Dronning, tænk hvilke evner hun besidder og hvilket blik for detaljer – det er virkelig imponerende.

Selve handlingen
Det er juleaften engang i 1870erne et sted i København, og Clara sidder på gulvet og leger med sine Harlekin og Columbine dukker. Familien har inviteret gæster, og datteren Clara er fuld af forventninger til, hvad aftenen skal bringe. Blandt gæsterne er digteren H.C. Andersen, der efterhånden jo er en meget ældre herre, balletmester August Bournonville og Tivolis direktør, Bernhard Olsen. Alle har gaver med til Clara, og hun får bl.a en stor fin Nøddeknækker, som desværre ødelægges af en pige, der er med som gæst. Heldigvis laver H.C. Andersen den igen, og Clara er glad.

H.C. Andersen sidder også i sin lænestol og klipper papirklip, som bliver givet væk. Efter en begivenhedsrig aften falder Clara i søvn og tager dagens mange indtryk med til verdens bedste Drømmeland nemlig Tivoli. Clara og hendes bror Frits kommer frem til et snedækket Tivoli, som på magisk vis forvandler sig til en sommervarm eventyrhave, fuld af dans og musik anført af Harlekin, Columbine og Pjerrot. Normalt var Tivoli jo ikke åbent om vinteren dengang, men Tivolis direktør åbnede haven for Clara og hendes bror.

Vi ser kosak dansen, den spanske dans og guldalfe dansen, og selvfølgelig er vi ikke snydt for de skønne små lygtemænd. Vi oplever også mus, som i den originale fortælling, og vi ser jo dette forrygende snevejr, som virkelig er et fantastisk scenarie.
Den sidste scene i Tivoli er helt eminent, det er som et festfyrværkeri uden sidestykke.

Anbefalelsesværdigt til familier med større børn
Jeg synes ikke, der er så meget forskel på balletten fra 2012 og til nu, dog er der blevet tilføjet lidt mere humor. Fortællingen om Clara og hendes drøm hænger rigtigt godt sammen, og man bliver som suget ind i handlingen. Der er virkelig kræset om detaljer, og selvom der ikke bliver sagt et eneste ord (det er jo en ballet) så er handlingen meget let at følge.
Er man til ballet og en sanselig oplevelse, så er det et absolut must at se denne forestilling, der som før skrevet er krydret med lidt ekstra humor både fra H.C. Andersen, Pjerrot og fra de små lygtemænd.

Men hvorfor hedder denne soldat figur egentlig en nøddeknækker?
I programmet står en lille historie, som jeg gengiver her:
Balletten har hentet sin handling fra den tyske forfatter E. T. A Hoffmann, der i 1816 skrev et uhyggeligt eventyr for voksne, der hed ”Nøddeknækkeren og musekongen”.
Den franske forfatter Alexander Dumas – ham med ”De 3 musketerer” – oversatte Hoffmanns historie til fransk og kaldte den ”Historien og hasselnøddeknækkeren”.
Den franske balletdanser Marius Petipa flyttede til Skt. Petersborg i Rusland, hvor han begyndte at kreere forskellige store eventyrballetter. Sammen med komponisten Pjotr Tjajkovskij lavede han balletten ”Svanesøen” og ”Tornerose”. Så læste han historien om nøddeknækkeren og foreslog Tjajkovskij, at de skulle lave en ballet sammen. Den fik det mere mundrette og salgbare titel ”Nøddeknækkeren”, og det har den heddet siden.

Kan anbefales
Jeg vil anbefale forestillingen, hvis børnene er til ballet. Min egen datter slugte det hele råt, og nød de forskellige danse og selve handlingen, men det kan være lidt anstrengt og langvarigt, hvis ikke det enkelte barn eller unge kan nyde en ballet og fortælling eller følge en handling uden ord.

Diana og jeg har tænkt meget på, hvad vi vil give denne ballet, som jo faktisk er en fantastisk fortælling.
Diana ender på 5/6 julestjerner, mens jeg nok er forblindet af at se Dronningen til premieren, sidde næsten lige bag hende, så jeg vil give ”Nøddeknækkeren” 6/6 julestjerner.
Julestjernerne er givet ud fra tankerne om, at det er en ballet, en smuk og fantasifuld fortælling, som er let at følge, og så skader det bestemt ikke, at hele Danmarks Dronning er så talentfuld i sit virke som scenograf og have blik for detaljer for forestillingens kostumer.

5/6 julestjerner fra Diana
6/6 julestjerner fra mig

Forestillingen spiller i Tivolis koncertsal frem til d. 28. december 2014 – billetten giver tillige indgang til Tivolis smukke julemarked, og kan købes på billetlugen.dk og i Tivolis billetkontor.
Et lille godt råd. Kom i god tid og nyd de smukke akvarier i Tivolis Koncertsals foyer. Det er et helt fantastisk syn.

Tina Magling
Anmelder og skribent på sjovforborn.dk
November 2014

Skriv et svar